Runer i middelalderen

I middelalderen blev antallet af runer udvidet løbende, blandt andet med flere stungne runer og kortkvistvarianter. Udviklingen var sandsynligvis inspireret af øget kendskab til og brug af den latinske bogstavskrift. Det var dog stadig vikingetidens 16 runer, der var basis for runeskriften. Sproget i middelalderen kaldes gammeldansk.
 
 
Her ses eksempler på stungne runer med translitteration.
 
Runen o er identisk med vikingetidens ą-rune og har samme plads i runerækken. Grafisk optræder runen i mange forskellige både ensidige og gennemstregede udformninger, men efterhånden blev den ensidige o-rune med venstrevendte bistave normalformen, og den gennemstregede rune kunne da anvendes som ø-rune.
 
Som i vikingetiden kunne a-runen (ára) betegne både a og æ. Der opstod efterhånden en norm, hvor gennemstreget a kunne bruges for æ, når ensidig a-rune betegnede a.
 
Da de to r-lyde faldt sammen, kunne R-runen få ny funktion som y-rune.
 
I middelalderen eksisterede to sprog, latin og dansk, og de to tilhørende skriftsystemer side om side, dog til en vis grad med adskilte funktioner. Den epigrafiske skriftkultur viser parallelitet og konkurrence de to sprog og skriftsprog imellem.
 
Det var fuldt ud muligt at skrive latin med runer, og betegnelsen runelatin bruges om runeindskrifter på latin. Da der etableredes en fast norm for at skrive gammeldansk med latinske bogstaver endte runeskriften med at tabe terræn. I Danmark sluttede runetiden omkring 1400.
 
Bornholm-amuletten (DK Bh 61) med en runeindskrift på latin. Amuletten er en arabisk (kufisk) sølvmønt genbrugt som runeamulet. Den er muligvis det ældste eksempel på runelatin i Danmark.