Runer i vikingetiden – den yngre fuþark

Den yngre nordiske runerække har 16 tegn, og de enkelte runer er flertydige, fx kan u-runen bruges for både u, y, ø og v, mens t-runen kan bruges for både t, d, og nd. Runen þ kan i vikingetiden betegne både en ustemt og en stemt lyd svarende til udtalen af th i henholdsvis engelsk ”thing” og ”that”. Runen R betegner en særlig (palatal) r-lyd. Ordet trikR betyder 'dreng', og kurmR er mandsnavnet 'Gorm'.
 
16-tegns-fuþarken blev kun anvendt i Norden og hvor vikingerne kom. I en dansk sammenhæng kaldes sproget i denne periode for olddansk eller runedansk.
 
Her ses vikingetidens danske fuþark-række med standardiserede langkvistruner og translitteration.
  
Den grafiske udformning af runerne kan variere. Langkvistruner dominerer i de danske runeindskrifter. Der findes dog også danske indskrifter med kortkvistruner, som ellers er karakteristiske for de norske og svenske runeindskrifter. Kortkvistrunerne fremstår som en grafisk forenkling af langkvistrunerne, og de spiller en væsentlig rolle i udvidelsen af tegninventaret i middelalderen.
 
Fra middelalderlige kilder ved man, at runerne havde navne. Hvert navn begyndte med (eller indeholdt) den lyd, runen repræsenterede. I takt med sprogforandringen over tid ændredes runernes navne, og det påvirkede også runernes lydværdier.
 
Den oprindelige j-rune (*jára) blev i nordisk til en a-rune (ár). Den gamle a-rune blev fastholdt, men betegnede nu nasalt ą.
 
Stungne runer
I slutningen af 900-tallet begyndte man at stinge (stikke, prikke) runer for at adskille primær og sekundær lydværdi. Stungen i-rune kunne betegne e, stungent k kunne betegne g og stungent u kunne betegne y, ø.