Runer i jernalderen – den ældre fuþark

 
Den ældste fællesgermanske runerække fra jernalderen har 24 tegn. I en dansk/nordisk sammenhæng kaldes sproget i denne periode for urnordisk. Skrifttegnene optræder i en bestemt rækkefølge ligesom bogstaverne i det latinske alfabet, men runernes rækkefølge er forskellig fra bogstavernes. Forklaringen herpå er omdiskuteret, men vidner om en bevidst og selvstændig konstruktion. Runerækken kaldes en fuþark efter de første seks runer i rækken.
  
Her er ses en fuþark med standardiserede runer og translitteration.
 
Der er tradition for at translitterere runer til bogstaver. Valg af bogstav bygger traditionelt på runernes formodede lydværdi.
 
Runer på genstande fra jernalderen viser både kantede og runde former. Det spiller ingen rolle for skrifttegnets betydning om runen er kantet eller rund, men de materialer runerne blev skrevet på og med, har betydning for det grafiske udtryk. Runer på træ vil eksempelvis ofte være kantede. Runerækken har sandsynligvis og måske af memotekniske grunde fra begyndelsen været inddelt i tre sektioner, i middelalderlige kilder kaldet ætter.
 
Fuþarkens tredje rune þ betegner en ustemt lyd þ svarende til udtalen af th i engelsk ”thing”.
  
Runen ï er næsten ikke belagt. Det er usikkert hvilken lyd, den betegner. Runen translittereres også ë.
 
Rune 15 er translittereret R men kan også translittereres z i jernalderindskrifter. I den ældste tid formodes runen at repræsentere en stemt s-lyd z. R-runen kan både vende som vist og på hovedet, med bistavene nedefter.
 
Runen ŋ betegner ng som i ordet ”ring”.
 
Man må formode at runeskriften på tilblivelsestidspunktet dækkede sprogets lyde. Sprogforandringen gennem jernalderen til vikingetiden var omfattende, og i takt hermed ændredes skriftsystemet gradvis.