Opslag - Enkelt genstand

Runedatabasens informationer for denne genstand: (genstandid: 192)(indskriftid: 192)

Thumbnails af billeder:

   

Stamdata:

Titel: Kragehul-spydskaft

Alternativ titel: Kragehul-lanseskaft

Fundomstændigheder:
Ved udgravningen under ledelse af Conrad Engelhardt fandt man spyddet "stikkende lige ned med den spidse ende" (citeret efter DR i tilpasset sprogform).

Opbevaringssted: Nationalmuseet.

Genstandstype: Spydskaft.

Anvendelse: Angrebsvåben.

Ejerinstitution: Nationalmuseet
Frederiksholms Kanal 12
1220 København K.
Danmark

Inventarnr.: C 3158

Sb-nr.: 2

Datering: 400-500

Dateringssikkerhed: Sikker.

Dateringskommentar: Kragehulfundene blev tidligere arkæologisk dateret til perioden 350-550 e.v.t., men fund fra Nydam Mose har siden præciseret dateringen til 400-tallet.

Fundsted: Odense (Amt), Båg (Herred), Flemløse (Sogn). Nr.: 080205

Fundstedssikkerhed: Sikker.

Fundår:
1877

Arkæologisk periode: Ældre germansk jernalder.

Overordnet materiale: Træ.

Underordnet materiale: Ask.

Dimensioner: 52,2 cm

Tykkelse: Ca. 1,7-2 cm

Oprindelige mål: Stagen er fragmentarisk og består af i alt 5 stykker; stykke 1 og 2 er limet sammen (36,8 cm) og stykke 3,4 og 5 er limet sammen (15,4 cm). Længde/højde-målet angiver den samlede længde af de bevarede stykker. Den oprindelige længde anslås at have været mellem 1,5 og 4 m. Den angivne tykkelse er diametermålet.

Tilstand: Gestanden er brudt i flere stykker. Det har givet anledning til diskussion af hvilke stykker, som hører sammen, i hvilken rækkefølge og om de overhovedet udgør fragmenter af samme objekt, hvilket dog er sandsynligt. Tvivlen angår primært stykke 3 (med runerne "lija"), hvis tilslutning til stykke 2 og 4 er usikker. Der kan mangle noget af stykket til begge sider.


Litteraturhenvisning(er):


Peterson, Lena 2004 (2004): Lexikon över urnordiska personnamn p. 6/12. Institut för språk och folkminnen, Uppsala http://www.sprakochfolkminnen.se/download/18.5e02b54a144bbda8e9b1c11/1398151044347/urnordiska-person

Moltke, Erik 1985 (1985): Runes and their Origin. Denmark and Elsewhere p. 101/103f.. Nationalmuseets Forlag, Copenhagen

Krause, Wolfgang & Herbert Jankuhn 1966 (1966): Die Runeninschriften im älteren Futhark Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Göttingen. Philologisch-historische Klasse 3,65, I p. 64ff.. Vandenhoeck & Ruprecht, Göttingen


Stikord:


Ornamentale runer
Eril

Indskrift(er):

DK nr.: Fyn 7

Dansk oversættelse:
Jeg Asgisls eril hedder {muha} ... kraft ... vier(?) ...

English translation:
I, Ásugísl's eril am called {muha} ... power ... hallow(?) ...

Transskription:
Ek erilaR Asugislas {muha} haite ... ginnu ... wigju(?) ...

Translitteration:
ek e=rila=R asugisalas m=uh=a h=aite g=ag=ag=a ginu g=ah=e ... lija ... hagala wiju big- ...

Ornamenteret: Ja.

Ornamenteringens udformning:
Flettebånd ved indskriftens begyndelse. Samme type optræder på fund fra Nydam Mose.

Oversættelses- og sagkommentar:
Bortset fra "ek erilaR haiteka"-formelen er tolkningen og oversættelsen usikker. Det vides ikke med sikkerhed, hvad en *"eril" er, men ordet sigter sikkert til jeg-personens funktion. Der kan være tale om en titel eller et tilnavn. Snarest er ordet forbundet med det at skrive runer og kan måske oversættes til 'runemester'.

Læsningskommentar:
På grund af usikkerheden om tilslutning mellem stykke 3 til stykke 2 og 4 er også runefølgen usikker. Der er dog utvivlsomt tale om den fra flere urnordiske indskrifter kendte "ek erilaR haiteka"-formel.

Tolkningskommentar:
Sekvensen "Asugislas" er sikkert tolket som en ejefaldsform af mandsnavnet Asgisl, med forleddet Ansu- 'as' og andetleddet -gislaR, der enten betyder 'gidsel' eller 'pil'. Sekvensen "muha" er usikkert tolket, men er sandsynligvis jeg-personens kaldenavn. Den sidste del af indskriften er omdiskuteret, men er snarest at forstå som en magisk virkende sproglig sammensætning, formodentlig forbundet med en rituel handling, hvori spyddet indgik. "ginu/ginnu" er muligvis et forstærkende led med betydningen 'kraft', mens "wiju/wigju" kan tolkes som et kendt ord, med betydningen '(jeg) vier'.

Særlige tegn: Runerne har hovedstave bestående af enkelt, eller tre eller fire parallelle streger. j-, k- og s-runer er ristet med enkelt streg, som også bistave er det, dog undtaget u-bistaven i binderunen m=u. k-runen er karakteristisk ved at bestå af en kort lodret stav med en åben nedadrettet vinkel (omtrent som et omvendt latinsk Y). Samme runetype ses fx på Lindholmen-amuletten (Sk 69). a- og l-runernes bistave er formet som et lille næb. Typen ses også på Gallehus-hornet (SJy 60).

Runetypologi:
Urnordisk (U).

Runetypologisikkerhed:
Sikker.

Sprogtype(r): Urnordisk.

Skilletegnstype(r): Ingen skilletegn.

Skriftordning: Højrevendt.

Indskriftplacering:
I spydskaftets længderetning.

Autenticitet: Ægte.

DR-nr.: 196